Er det normalt? – og skal det være det?

Jeg har pt. måttet erkende, at jeg er jaloux anlagt. Ikke på den traditionelle måde, med at jeg er jaloux på min kærestes veninder eller noget i den retning, men jeg er jaloux på min kærestes liv. Han tager let på tingene, er stort set altid glad og tilfreds, og lader tingene ske helt naturligt. Han hviler virkeligt i sig selv… Sådan havde jeg det også før jeg mødte ham -  så gik der 4 mdr og så er jeg ude i tovene. Ikke at det er hans skyld, for det er det helt sikkert ikke, men der sker bare et eller andet, når jeg begynder at føle mig tryg. Der er dog intet tvivl om at jeg elsker ham og vil leve resten af mit liv med ham – han er perfekt.

Det gør bare ret ondt, når jeg lige pludseligt føler at mit liv slet ikke er noget værd i forhold til hans. Mit studie kræver utroligt meget og jeg har derfor ikke meget overskud til at se venner i hverdagen. Jeg kan godt lide at være alene, og det må jeg prøve at acceptere. Har virkeligt brugt for det.

Men er den ene måde at leve på bedre end den anden? Jeg må virkeligt hanke op i mig selv og huske på alle de gode ting jeg har i mit liv. Fedt studie, fedt job, super dejlig kæreste, som kom med blomster til mig i går, lækker lejlighed og gode venner. HVAD FANDEN ER DET DER GÅR GALT I MIT HOVED? Men skal jo også have mens, det har som regel noget at sige…

Føler dog hele tiden at jeg “burde” gøre dit og dat. Burde gå i skole i dag, burde se flere venner, burde gå mere i byen, burde træne mere osv. Min dårlige samvittighed slår mig ihjel! Måske burde jeg bare se i øjnene at jeg gør det så godt jeg kan og at jeg har et godt liv – selvom jeg ikke altid er glad, ligesom min kæreste.

Hvad synes I?