Det skal bare ud…

…af mit hoved. Forvirrede tanker. Hvad vil jeg? Føler mig ensom på trods af at jeg har en kæreste. Har ikke set ham så meget den her uge og det går mig på. Savner ham. Hvordan kan det være at selvom jeg elsker ham tænker jeg på at stoppe det? Det er fordi det gør ondt. Og fordi det er svært. Det er svært fordi jeg har en masse krav i mit hoved, som han ikke kan leve op til. Føler alting styres fra hans side – vi kan ses når han har tid etc. Føler lidt jeg står på spring for ham og venter på at han har tid til at se mig. Det gider jeg ikke! Men hvad skal jeg gøre for at komme ud af det her afhængighedsbillede jeg har af mig selv? Jeg føler mig så afhængig og uselvstændig, blot fordi jeg elsker ham så højt og gerne vil være sammen med ham. Har lyst til at rejse langt væk, fylde kufferten med gode bøger og finde mig selv igen. Men hvordan finder man sig selv? Og hvem er man i sidste ende?

Har lige været til yoga. Super lækkert. Har lyst til at gøre noget godt for mig selv, gøre noget, som gør mig glad. Har kigget på at blive camp counsellor i Kina. Det koste en del, men pengene er jo nok givet godt ud. Men Storm og jeg har jo også talt om at skulle til Australien i et semester, og fandt ud af i går, at så skal vi af sted efter sommerferien. Jeg bliver trodsig, hvis tingene ikke kan lade sig gøre, så kan det hele sgu også bare være lige meget. Jeg kan sgu godt klare mig selv – men føler ikke jeg kan klare mig selv når jeg er i det her forhold? Der skal så lidt til at såre mig og selv de mindste ting gør ondt. Meget ondt. Føler mig så sårbar som en lille fisk i munden på en haj. Føler mig svag og ubeslutsom og føler at jeg har tabt mit gamle gå-på-mod og drive. Hvor er det?

Han gør hvad han har lyst til, og det burde jeg også, men af natur er nok mere betænksom. Jeg tænker også på hvad der sker med os, hvis jeg gør ditten og datten. Og er bange for, at vi glider fra hinanden, hvis en af os pludseligt skal være væk et halvt år. Tror ikke jeg kunne bære at skulle af med ham så længe. Jeg ville blive utroligt ked af det og savne ham forfærdeligt – i hvert fald den første tid. Så ville jeg nok vænne mig til at være alene og begynde at gå en masse i byen igen. Er også bange for hvad jeg kunne finde på i den forbindelse, og det vil jeg virkeligt ikke.

Ved godt at jeg skal tage en dag af gangen, men det er svært når jeg føler at der lurer så mange farer derude. Er mest bange for, at hvis vi rejser ud sammen, at han får en masse venner og at jeg ikke får nogen. Jeg ville blive så ensom og ked af det. Verden kan være så intimiderende. Har lyst til at lægge ham på is, men det er så barnligt. Føler bare ikke han kan forstå mig. Forstå hvorfor jeg gør som jeg gør og siger som jeg siger. Tror jeg skriver et brev til ham, så kan det være han forstår… Måske skulle jeg bare ud med mine frustrationer – har det allerede bedre.

Nu står den på oprydning og deslige. Og så vil jeg forsøge ikke at tænke på ham mere lige nu. Gider ham heller ikke i dag, han har alligevel bare tømmermænd. Kan godt forstå at han har brug for at komme ud, men jeg gider ikke altid have resterne af ham. Vil også gerne engang have den friske storm, ikke kun den aflagte og brugte… Prøver at tale med ham om det senere eller i morgen. I dag har han jo tømmermænd – og det skal man jo tage hensyn til! (eller skal man?)