Sikke en uge…

Et forhold er fyldt med op-og nedture. Opturene er lige så gode, som nedturene er dårlige. Nogle nedture er personlige og har måske ikke noget med den anden part at gøre, men ofte tror man, at det noget med hinanden at gøre.

Vi har alle noget bagage med os. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg bliver ked af det og sur, når min kæreste har været i byen, eller skal i byen. Jeg er faktisk ikke helt klar over hvorfor. Jeg vil prøve at finde ud af det, ved hele tiden at spørge hvorfor, for at finde den egentlige grund.

Hvorfor bliver jeg ked af/sur over at min kæreste er i byen?

- Fordi han ikke bruger tid på mig…

Hvorfor er du ked af det?

- Fordi jeg er bange for, at han heller vil være single og i byen, end at være sammen med mig.

Hvorfor er du bange for det?

- Fordi jeg nogle gange føler mig tilsidesat i forhold til venner og gå-i-byen. Også fordi han skal på Roskilde, og jeg ikke skal med.

Hvorfor føler du dig tilside sat?

- Ja, det er mærkeligt, for vi er meget sammen. Jeg er bange for at han går en masse ud og hygger sig, og jeg bare ender op hjemme ene og forladt, uden nogen venner.

Er det realistisk?

- Nej. Jeg har masser af venner og ser en masse søde folk på mit studie.

Hvorfor bliver du så ked af det/sur over at han går i byen?

- Fordi han er ude og have det sjovt, og det går jeg glip af.  Er virkeligt bange for, at han glemmer mig. Måske også fordi jeg ikke hørte fra ham i går, da han skulle i byen. Jeg skrev sms’er men fik hverken sms eller telefonopkald retur.

Hvorfor gør det dig ked af det?

- Fordi jeg tror han glemmer mig og jeg er bange for at han gøre det så meget, at han glemmer mig helt og jeg ikke høre fra ham igen.

Men hvorfor er det forskelligt fra når du går i byen?

- Fordi der ved jeg hvad jeg laver. Og jeg ved jeg kan stole på mig selv.

Men stoler du ikke på ham?

- Jo, det tror jeg. Men er meget bange for at miste ham. Og det gør ondt at han ikke har nok sjov i mig, men at han skal i byen og finde det.

Det har ikke noget med det at gøre. Han har bare brug for at være sammen med sine venner, ligesom du også ser dine venner og studiekammerater. Du ser dem næsten hver dag, han ser sine 1 gang om ugen. Det er ikke fordi han ikke har nok i dig, men han har også brug for sine venner. Kunne du forestille dig dit liv uden dine venner?

- Nej. Jeg elsker især mine veninder, men det jeg ikke forstår, er hvorfor de altid skal gå ud og drikke sig fulde sammen. Hvorfor kan de ikke bare sidde og hygge sig sammen uden at gå i byen?

Det er fordi at sådan hygger de. Og de har en fortid hvor de altid gik i byen sammen og det er svært at ændre. Du ser jo heller ikke dine gå-i-byen venner til en hyggestund på sofaen, vel?

- Nej.

Godt så. Han går altså ikke i byen for at genere dig, han gør det for at se sine venner.

- Men hvorfor skal vi så altid ses når han kan?

Er du sikker på at I gør det?

- Jeg er lidt bange for ham. Jeg elsker ham så højt, at han har “magten”. Jeg er bange for at han ikke gider mig, hvis det bliver for besværligt.

Men hvis han slog op fordi det var for besværligt, gider du så ham?

- Næh, det gør jeg ikke. Synes bare jeg går på mange kompromiser i forhold til ham. – og så alligevel nej. Synes bare det er svært at være i et forhold. Man skal være forstående og ikke for forstående, man skal være sød, men ikke for sød, det er hele tiden en balancegang mellem at være sød og sætte grænser. Hvad skal man finde sig i og hvornår skal man sige stop? Jeg kan jo ikke slå op fordi han har været i byen, selvom det sårer mig af en eller anden årsag. jeg kan ikke få bugt med, hvorfor det gør så ondt i mig når han har været i byen. Min puls raser derudaf nu, og det komplet åndssvagt. Selvfølgeligt må han gå alt det i byen han har lyst til. Inderst inde er jeg bange for at han ikke elsker mig. Han siger det til mig tit og han ved godt at jeg ikke tror helt på det, jeg ved ikke hvorfor. Og hvad skulle der forøvrigt ske ved at han tager i byen? Han bliver ikke dum ligesom exen gjorde, han er ikke irriterende dagen efter og jeg er 99,9 % sikker på at han er mig tro. Det er nok bare det med, at han har det sjovt uden mig. Jeg føler mig udenfor. Det må være et gammelt levn fra da jeg var teenager. Han spørger mig ikke om jeg vil med og så føler jeg mig udenfor og ikke-elsket. Jeg må også bare indse, at det han han brug for og jeg bliver nødt til at lægge det på hylden. Det kan ikke nytte noget. Han vil altid have brug for at se sine venner – og det er også ok – men kan de for fanden ikke tage på fisketur i stedet for altid at skulle drikke? Jeg forstår hverken mig selv eller ham.

Hvis der er nogen som læser det her, må de meget gerne skrive en kommentar eller et god råd…

Det skal bare ud…

…af mit hoved. Forvirrede tanker. Hvad vil jeg? Føler mig ensom på trods af at jeg har en kæreste. Har ikke set ham så meget den her uge og det går mig på. Savner ham. Hvordan kan det være at selvom jeg elsker ham tænker jeg på at stoppe det? Det er fordi det gør ondt. Og fordi det er svært. Det er svært fordi jeg har en masse krav i mit hoved, som han ikke kan leve op til. Føler alting styres fra hans side – vi kan ses når han har tid etc. Føler lidt jeg står på spring for ham og venter på at han har tid til at se mig. Det gider jeg ikke! Men hvad skal jeg gøre for at komme ud af det her afhængighedsbillede jeg har af mig selv? Jeg føler mig så afhængig og uselvstændig, blot fordi jeg elsker ham så højt og gerne vil være sammen med ham. Har lyst til at rejse langt væk, fylde kufferten med gode bøger og finde mig selv igen. Men hvordan finder man sig selv? Og hvem er man i sidste ende?

Har lige været til yoga. Super lækkert. Har lyst til at gøre noget godt for mig selv, gøre noget, som gør mig glad. Har kigget på at blive camp counsellor i Kina. Det koste en del, men pengene er jo nok givet godt ud. Men Storm og jeg har jo også talt om at skulle til Australien i et semester, og fandt ud af i går, at så skal vi af sted efter sommerferien. Jeg bliver trodsig, hvis tingene ikke kan lade sig gøre, så kan det hele sgu også bare være lige meget. Jeg kan sgu godt klare mig selv – men føler ikke jeg kan klare mig selv når jeg er i det her forhold? Der skal så lidt til at såre mig og selv de mindste ting gør ondt. Meget ondt. Føler mig så sårbar som en lille fisk i munden på en haj. Føler mig svag og ubeslutsom og føler at jeg har tabt mit gamle gå-på-mod og drive. Hvor er det?

Han gør hvad han har lyst til, og det burde jeg også, men af natur er nok mere betænksom. Jeg tænker også på hvad der sker med os, hvis jeg gør ditten og datten. Og er bange for, at vi glider fra hinanden, hvis en af os pludseligt skal være væk et halvt år. Tror ikke jeg kunne bære at skulle af med ham så længe. Jeg ville blive utroligt ked af det og savne ham forfærdeligt – i hvert fald den første tid. Så ville jeg nok vænne mig til at være alene og begynde at gå en masse i byen igen. Er også bange for hvad jeg kunne finde på i den forbindelse, og det vil jeg virkeligt ikke.

Ved godt at jeg skal tage en dag af gangen, men det er svært når jeg føler at der lurer så mange farer derude. Er mest bange for, at hvis vi rejser ud sammen, at han får en masse venner og at jeg ikke får nogen. Jeg ville blive så ensom og ked af det. Verden kan være så intimiderende. Har lyst til at lægge ham på is, men det er så barnligt. Føler bare ikke han kan forstå mig. Forstå hvorfor jeg gør som jeg gør og siger som jeg siger. Tror jeg skriver et brev til ham, så kan det være han forstår… Måske skulle jeg bare ud med mine frustrationer – har det allerede bedre.

Nu står den på oprydning og deslige. Og så vil jeg forsøge ikke at tænke på ham mere lige nu. Gider ham heller ikke i dag, han har alligevel bare tømmermænd. Kan godt forstå at han har brug for at komme ud, men jeg gider ikke altid have resterne af ham. Vil også gerne engang have den friske storm, ikke kun den aflagte og brugte… Prøver at tale med ham om det senere eller i morgen. I dag har han jo tømmermænd – og det skal man jo tage hensyn til! (eller skal man?)